Børneeksem, også kaldet atopisk dermatitis eller prurigo Besnier, er en almindelig kløende hudlidelse, som rammer børn, ofte i familier, hvor andre har haft eksem, asthma eller høfeber.
De fleste børn vokser fra børneeksemet efter en årrække, men eksemet kan komme tilbage.
Årsagen til børneeksem
Årsagen er ukendt. Sygdommen er delvist arvelig, optræder hyppigt i visse familier. Børn af forældre, der har haft børneeksem, er i større risiko for at udvikle sygdommen. Eksemet er ikke smitsomt og påvirker sædvanligvis ikke helbredstilstanden.
Mennesker med børneeksem har tør hud, som let irriteres af sæber, rengøringsmidler og uldtøj. Meget varmt og meget koldt vejr forværre eksemet. I nogle tilfælde kan visse allergier forværre eksemet, men de er ikke årsagen. Allergitest kan vise hvad man evt. er overfølsom for og så bør undgå. Men selvom man undgår de allergifremkaldende stoffer forsvinder sygdommen ikke.
Behandling af børneeksem
Der findes ingen helbredende behandling. Heldigvis er der mange effektive behandlinger, som kan holde eksemet i ro. Salver og cremer, der indeholder binyrebarkhormoner (steroider) er bedst til at kontrollere eksemet. De fleste steroidsalver og cremer kan bruges sikkert i årevis, når blot lægens instruktion følges. Visse stærke steroidcremer må ikke anvendes i ansigtet og i hudfolder uden nærmere aftale. I nogle tilfælde kan eksemet være inficeret med stafylokokker og da er det nødvendigt at behandle med steroidcremer indeholdende antibiotika. I svære tilfælde er det nødvendigt at behandle med antibiotika som tabletter eller med henvisning til speciallæge i hudsygdomme.
- Lokalsteroidcremer og salver påføres huden 1-2 gange om dagen. Når huden er tør er salver bedst. Smør på de berørte steder, og gnid salven let ind. Kraftig indsmøring kan udløse kløe.
- Andre behandlinger kan anvendes i specielle tilfælde. Lysbehandling hos hudlægen, evt. tjære-behandling er en mulighed og i specielle tilfælde må tabletbehandling anvendes.
Husk, når du behandler børneeksem:
- Hold huden velsmurt med rigelig fugtigheds-creme.
- Vask huden med en mild sæbe. Det er vigtigt at holde huden ”ren”. Der er altid øget antal bakterier, når der er eksem.
- De fleste personer med børneeksem oplever, at varmt vejr, varme i det hele taget og kraftig svedtendens forværre eksemet. Kulde mindsker kløe.
- Eksemet kan forværres om vinteren, når luftfugtigheden falder indendørs.
- Undgå direkte hudkontakt med uld og tilsvarende groft klæde.
- Undgå alt, som du har erfaring for forværre dit eksem – det kan være visse cremer, make-up m.m.
- Det er sædvanligvis muligt at finde en behandlingsrutine, som kontrollerer dit eksem, så eksemet ikke kontrollerer dig.
- Når de lægeordinerede medikamenter anvendes efter instruktionen, kan de bruges i årevis uden at skade huden.
- Hvis dit eksem bliver værre og du ikke kan kontrollere det, så opsøg din læge.
Behandlingsplan:
Fugtighedscreme fx Marselisborgcreme eller Locobase repair 3 gange dagligt. Denne behandling gives også i perioder helt uden eksem.
Ved eksemudbrud behandles der herudover med:
I ansigtet:
Mild steroidcreme fx Mildison eller Fucidin-Hydrokortison 2 gange dagligt.
På kroppen:
Småbørn: Mild steroidcreme fx Mildisone eller Fucidin-Hydrokortison 2 gange dagligt.
Store børn /voksne: Moderat til stærktvirkende steroidcreme/salve fx Locoid fedtcreme eller Fucicort 2 gange dagligt.